Der er temmelig stor uvidenhed om dyr, biodiversitet, natur mm, så her er nogle forklaringer i 10 afsnit - der munder ud i, hvad vi kan og bør gøre.

I 1300-tallet startede den såkaldte lille istid. Sommertemperaturen begyndte at falde. Den almindelige befolkning levede stort set af planteføde. Men i 1400-tallet var temperaturen faldet så meget, at man begyndte at holde en fastemåned i februar, fordi lagrene af grønsager nu var ret små. Da hønsene og andre fugle lagde æg om foråret, samlede man æg og spiste dem. Og fordi man var ret afkræftet, slagtede et lam, så man kunne få kød, inden man begyndte på forårsarbejdet. Temperaturen faldt mere år for år. Og i 1600-tallet var sommertemperaturen faldet 10 grader i forhold til år 1200. Og så døde halvdelen af europæerne af sult. Mange rejste til Amerika, hvor klimaet var bedre. Og europæerne begyndte at producere kød. Fra Sydamerika skaffede man kartofler, som godt kunne klarede de lave grader, hvis de kom ned i en jordkælder om vinteren. Omkring år 1880 var temperaturen steget noget, og så opstod en vegetarbevægelse, hvor man begyndte at spise grønsager igen. Den lille istid sluttede omkring år 1920, hvorefter der opstod en veganerbevægelse, sådan at nogen skiftede til kun at spise planteføde. Men samtidig skiftede bønderne fra at arbejde med hest til at arbejde med traktor, og det ændrede mikro-livet i jorden – og er den væsentligste årsag til, at de fleste dagligt spiser kød i dag.

Man bildte bønderne ind, at det var meget lettere og hurtigere at arbejde med traktor end at arbejde med hest. Jeg nåede i begyndelsen af 1980’er at snakke med forskellige gamle pensionister, som i deres ungdom havde arbejdet med hest, men som var skiftet til traktor. Det var løgn, hvad man fortalte os – sagde de. Den eneste fordel var, at traktoren ikke skulle fodres om vinteren. Sagen var og er, at man trykker og ødelægger jorden med en tung traktor, så man igen og igen skal pløje, harve, radrense mm. Med hest nøjes man med en enkelt bearbejdning af jorden. Jeg oplevede det selv, da jeg var landmand i 80’erne. Jeg og min kæreste havde brugt nogle år på at arbejde på forskellige økologiske gårde rundt om i Norden – og alle steder havde man rådet os til ikke at købe traktor og maskiner, men hest og hesteredskaber – så det gjorde vi. Og jo, jeg og mine naboer startede forårsarbejdet samtidig. Og vi blev færdige samtidig. De sad på traktorer og rystede – og fik dårlig ryg. Jeg blev trukket af en hest. Fra dens mund gik en line rundt om min lænd. Og så gik vi i takt. Hvis jeg lænede mig bagover, tog hesten mindre skridt. Hvis jeg lænede mig lidt frem, tog den længere skidt, så jeg bestemte tempoet. Jeg skulle ikke bruge muskelkraft, fordi hesten jo trak mig. Det var meget afslappende, og jeg gik og nød fuglesangen. Det var lige så behageligt som at sidde i stol og nyde solen.

I dag bor mennesker i byerne. Landmændene bruger maskiner. Og dyrene er enten spærret inde i båse, hvor de hurtigt skal blive til kød - eller også lever de ude i "naturen", som er et sted derude, hvor vi kan gå ture og slappe af og kigge på "naturen". Nogle "natur-elskere" har så lavet en græsmark, hvor der står nogle heste, som er ved at kede sig ihjel, mens de kan spise græs, der vokser i jord, der er død, så græsset kun indeholde halvdelen af de næringsstoffer, som dyrene har brug for. Det, som dyrene så spiser, giver ingen energi - og det passer med, at de bare står og glor. I nationalparkerne er der plads til at gå rundt. Men her er jorden også udpint. Dyrene bliver derfor syge - ligesom os mennesker, der også kun får fødevarer med halvdelen af de stoffer, som vi har brug for. Biologer skønner, at det vil tage 1000 år, inden "naturen" i nationalparkerne har genskabt livet i jorden, så planterne optager alle grundstoffer. Da jeg/vi startede vores jordbrug i 1978, tog det 3-4 års målrettet arbejde, og så var jorden fuld af liv - og plantere fulde af alle grundstoffer, så de smagte fantastisk godt, og vi aldrig blev syge. Det sjoveste var at ligge på jorden og kigge på de små dyr. Der kom hele tiden biller forbi - i alle størrelser og alle farver.

Når jeg kaldte på vores hest, kom hun løbende. Nogle gange slikkede hun mig i nakken – for at vise sin kærlighed til mig. Engang hvor vi havde gæster, satte jeg en baby op på hendes ryg og sagde: Gå en rundtur – og det gjorde hun. Da hun kom tilbage, kiggede hun intenst på mig. Én tur mere, sagde jeg – og jo, så tog hun en tur mere med babyen. Da hun kom tilbage, standsede hun 5 meter fra mig, knælede ned og lænede sig ud til siden, så babyen langsomt og blidt gled af. Og så kom hun hen til mig med øjne, der signalerede, at hun havde snydt mig, så jeg ikke kunne bede hende gå en ekstra tur. Hun ville nemlig også bestemme. Men når der skulle arbejdes i marken, mærkede hun, at det var meget vigtigt, så her var der aldrig nogen modstand. Umiddelbart efter arbejde var der altid belønning. Nemlig et lækkert festmåltid med 4 dejlige retter: korn, gulerødder, frugt og hø. Engang var vi ved stranden, hvor der var mange store klitter. Hesten havde hverken sadel eller andet seletøj på. Men jeg satte mig op på hende. Og så galopperede hun op på toppen af en høj klit. Jeg sad bare og fulgte med. Dernæst ned og op på en anden klit. Det var et spændende landskab. Og hun ville helt tydeligt vise mig, hvor smukt det var.

Nogle tror, at det er mennesker, der oprindeligt har indfanget husdyrere og spærret dem inde. Men det var dyrene, der knyttede sig til landsbyfællesskaberne – allerede inden, man begyndte at spise kød. Sagen var, at der altid var masse af madaffald i landsbyerne – og der var især rigelige mængder af noget, som dyrene elskede. Mennesker opdagede også, at dyrene faktisk gjorde en masse af sig selv, så at de klarede mange af de arbejdsopgaver, som mennesker ellers skulle udføre. Det var tydeligt, at dyrene var bange om natten for rovdyr. Og derfor opstod der et samarbejde, hvor mennesker byggede en stald, så dyrene kunne komme ind om natten og sove trygt. Man havde ikke mange dyr – men forskellige arter, som hver klarede forskellige opgaver. Nogle år kom der sommerfugleangreb, som lagde æg i alle kålplanterne. Det blev til larver, der kunne æde al kål. Men så havde man høns – og de åd alle larverne. Man havde katte, der åd alle de mus og rotter, som om vinteren kom ind bygningerne. Man havde hunde, som holdt ræve væk fra hønsene. Man havde geder, som åd de giftige planter på markerne - og samt de små træer, der havde slået rod på markerne. Man havde grise, der rodede rundt jorden og åd alle de skadedyr, som der måtte være. Og man havde får, der gav uld til varmt tøj til menneskene, som jo også er en del af naturen. Og man havde græssende dyr, som vedligeholdte græsarealerne, så græsset ikke kvalte mikro-livet i jordoverfladen.

Oprindelig dyrkede man en mark i 3 år. Derefter blev planterne så små, at der ikke var noget at høste. Men så skulle marken ligge brak i 10-12 år. Og så kunne man igen dyrke og høste i 3 år osv. Men i 1600-tallet kom ”kvælstof-revolutionen”. Man opdagede, at hvis man efter 3 års høst såede jorden til med kløvergræsser eller andre planter, som var i stand til at samle kvælstof – og lod jorden samle kvælstof et år, kunne man igen høste 3 år. Så man skiftede til 3 års høst efterfulgt af 1 års kløvergræs – så igen 3 års høst og så igen et år med at samle kvælstof osv. Problemet var bare, at græs vokser hurtigt og kvæler processerne i jorden. Derfor opdagede man, at de græssende dyr klarede problemet. Man skulle flytte rundt på dyrene, så den enkelte græsmark nogle gange fik fred – og andre gange blev afgræsset. På dette tidspunkt skabte den lille istid også sult for mennesker, så man blev nødt til spise kød – og det passede fint med, at de græssende dyr jo formerede sig. Og dyrene skulle jo have noget at spise om vinteren – og det passede med, at man kunne producere mere foder, fordi jorden ikke længere skulle ligge brak i 10-12 år, men kun ligge i græs hvert fjerde år. I 1800-tallet producerede danske bønder så mange køer, at der var en konstant vandring af køer sydpå gennem Jylland ned til Tyskland, hvor de blev solgt som fødevarer. I de år blev danskere rige.

Oprindelig er mulden løst og fuld af sprækker. Ilt og kvælstof siver ned gennem sprækkerne – og forsyner planterødder og mikro-organismer med disse to livsvigtige luftarter. Masser af biller vandrer rundt i sprækkerne og graver yderligere gange, så der kommer rigelig med luft til livet i jorden. Regnvandet siver hurtigt ned gennem sprækkerne til grundvandet. Og jorden er fulde af rødder, hvoraf nogle går ned til grundvandet og suger vand opad. Grise og hovdyr ”ødelægger” planterne i overfladen, sådan at vandet ikke kun er i de planter, der har rødder ned til grundvandet, men breder sig ud til alle planter. Alle rødderne i hele den øverste meter af jorden bliver som én stor svamp fuld af vand. Bakterierne i jorden drikker vand og æder døde planterødder – og deres ekskrementer er en syrlig væske, som opløser ler og sand, hvor der jo er alle grundstoffer, så der dannes en væske, som planterødderne opsuger, hvorved alle planter får alle grundstoffer i sig. Dyr og mennesker får så også alle grundstoffer i sig. Og så bliver man ikke syg. Men fordi man begyndte at køre med traktor, pressede man jorden, så der ikke kom ilt og kvælstof ned. Gangene, som billerne havde lavet, forsvandt også, så regnvandet samlede sig i jordens overflade – og sivede langsomt nedad. Hele den øverste meter af jorden blev død – undtagen de øverste 5 centimeter. Man blev nødt til at komme gødning ud til planterne. Man blev nødt til at vande. Traktorerne kørte fast i mudder om foråret, så man blev nødt til at lægge drænrør ud på alle marker, så grundvandet faldt fra 1 meter til flere meter nede. Planterne fik ikke længere alle grundstoffer i sig – og både husdyr og mennesker blev mere og mere syge. De fleste bønder klarede sig med at have en gris, som de fodrede med alsidig god kost, så den ikke blev syg – og så man heller ikke selv blev det. Den blev så slagtet kort før jul. Og noget af kødet blev saltet eller røget, så man havde lidt kød året rundt.

Første gang i 1920’erne, dernæst i 1940’erne og så i 1970’erne, hvor jeg var med, var vi nogle, der formåede at genskabe det naturlige liv i jorden. Det vigtigste var at reducere antallet af husdyr, som ellers var så stort, at dyrene trampede jorden ligeså hård som en traktor. I dag regner man med, at der maksimalt skal være 1½ storkreatur pr. hektar. Hvis man for eksempel har et landbrug på 10 hektarer, kan der være op til 15 storkreaturer. Et storkreatur kan erstattes af 2 geder, får eller grise. Så samlet kan det for eksempel blive 2 træk-heste, 2 ride-heste til børn, 6 geder, 6 får og 6 grise samt nogle høns, ænder, hunde og katte. Det vigtigste var dog at tilføre bakterier til jorden. Man samlede jord fra vilde steder, hvori der var gode bakterier. De blev opformeret i komposter – og spredt ud på jorden, hvor der formerede sig nedad. I 20’erne var der stadig rødder i jorden. I 70’erne var der ikke. Vi blev nødt til at grubbe jorden (lave dybe revner) og så græsser, der kunne gå helt ned til grundvandet. Vore fødevarer blev super sunde. De blev fulde af olier og sukkerstoffer samt alle grundstoffer. Jeg var en gang på et marked og uddelte smagsprøver. Jeg skar en skive brød. Værsgo at smag – og folk udbrød: Sikken en lækker kage, må vi få opskriften. Hvortil jeg svarede, det er ikke kage, det er rugbrød. Vi blev aldrig syge. En gulerod duftede vidunderligt. Den var saftig som et æble, ikke helt så olieholdig som en avocado, men kunne dog godt skæres i skiver og ristes på panden i dens egen olie. Der kom syge mennesker på besøg. Og de blev raske efter få dage. Vi blev alle udkonkurreret i 1984 af smarte forretningsfolk, der lejede marker rundt om København og Århus, hvor de dyrkede ”økologiske grønsager”, der smagte af pap og kun indeholdt ganske få grundstoffer. De havde ingen husdyr på deres marker – og det har givet en forestilling om, at man ikke behøver dyr, hvis man skal dyrke planter.

Jeg bor nu i byen og har i mange år købt økologiske grønsager i supermarkedet. Men de er blevet dårligere år for år – og jeg har ofte spyttet dem ud og smidt halvdelen i skraldespanden. Nu orker jeg ikke mere. Jeg er begyndt at købe gift-industrielle gulerødder og kartofler. De smager bedre – men ikke så gode, som jeg kunne ønske mig.

Jeg overværede for et par år siden et foredrag af formanden for Økologisk Landsforening. Han mente, at økologiske grønsager selvfølgelig ofte var syge, fordi man ikke havde brugt gift til at bekæmpe deres sygdomme. Og så husker jeg de grønsager, som vi producerede for 30-40 år siden, hvor vi ikke brugte gift, og hvor grønsagerne aldrig blev syge. De fleste af mine gamle økologiske venner har enten allerede meldt sig ud af Økologisk Landsforening eller overvejer det. Over 90 % af medlemmerne i den forening er traditionelle landmænd, som har skiftet til ”økologi” for at få en mer-pris, når de skal sælge deres produktion. De skal bare følge ”Øko-vejledningen”. Her er der en lang liste over de stoffer, som man må bruge. Og de er alle sammen unaturlige og nogen også giftige, men er altså godkendt af myndighederne. Man må for eksempel godt bruge det meget giftige stof svovl til at bekæmpe skurv på æbler. Nogen snyder dog og bruger ukrudtsplanten padderok, som er lige så effektiv og total ugiftig; men den står bare ikke på ”positivlisten” i Øko-vejledningen, så den er forbudt – og man kan miste sit øko-certifikat og kan så ikke mere bruge Ø-mærket, hvis man bruger padderok.

Jeg havde en grønsagshave på et øko-landbrug og søgte Landbrugsministeriet om at tilføre bakterier fra vild natur. Men to kontorchefer og en minister gave mig tre afslag, fordi vilde bakterier ikke stod på positivlisten i Øko-vejledningen. Man må nemlig ikke lave noget ”naturligt”. Man må kun lave det unaturlige, der står på positivlisten.

Der er gulerødder – og der er gulerodsfluer. Der er løg – og der er løgfluer osv. Alle planter har også en insekt-art, som planterne er afhængige af. En dag gik jeg på vores mark og så, at en porreplante hang med toppen. Den var åbenbart syg. Næste dag var der over 50 små insekter, der åd løs af den. Og på tredjedagen var den totalt spist – også dens rødder nede i jorden – blev jeg klar over, da jeg gravede ned og så efter. Alle naboplanterne – også dem, der stod 10 centimeter væk – struttede af sundhed. Insekterne var gavndyr. Hvis de ikke havde spist planten, havde sygdommen bredt sig til hele porre marken. Jeg kender en frugtavler, som blandt andet producerer mange kirsebær. Han har problemer med hvepse og andre insekter, der æder løs af frugterne. Så kender jeg en anden frugtavler, som dyrker ”naturligt”, hvor alle hans buske og træer får alle grundstoffer i sig. Her danner frugterne en relativ tyk skræl (hud), hvori der er masser af kiselkrystaller. Det giver en lækker sprød smagsoplevelse. Men det er også en slags mur, der holder insekterne ude. Derudover kan planterne (hvis de altså får alle grundstoffer i sig) udsende særlige lugte, som snyder insekterne, de så flyver væk. Hvis en plante bliver syge, kan den dog ikke det her – og så bliver insekterne gavndyr, der æder løs af planten, så sygdommen ikke breder sig til naboerne. Det er helt nødvendigt, at man som landmand opfatter disse smådyr som en del af ens husdyr. Man skal sørge for, at de har gode bosteder – og at der også er vilde planter, som de godt må spise.

Problemer opstår, hvis den naturlige balance mellem arterne forsvinder. For dyr og menneskers vedkommende har vi nu et stort problem med flåter. Der kommer flere og flere af dem – og de kan overføre sygdomme. Årsagen til problemerne er, at deres ”fjender” er forsvundet. Disse fjender er fugle, firben, tudser, edderkopper samt hvepse og visse biller. Så enten skal vi sørge for, at der kommer masser af disse dyr tilbage i naturen – eller også kommer der endnu flere flåter, så vi ikke tør komme ud af byerne.

I 1960’erne skiftede Danmark fra at være et landbrugsland til at blive industriland. Sagen var, at alle andre vestlige lande også havde skiftet til kunstigt jordbrug, hvor deres planter blev angrebet af skadedyr – og hvor planterne kun indeholdt få grundstoffer, så både dyr og mennesker blev syge. I Danmark begyndte virksomheder derfor at producere plantegift og medicin – og vi er i dag stadig det førende land på verdensmarkedet med disse to produkter. Produktionen af plantegift og medicin giver dog nogle affaldsprodukter, som dræber mere liv, end plantegiften og medicinen ”helbreder”. Derfor ville andre lande ikke gå i gang med det – men det var så Danmarks mulighed for at begynde en industri, hvor man kunne sælge på verdensmarkedet. Danmark har i dag en massiv vækst i produktion af plantegift (hvilket vi ikke snakker om) samt medicin (som vi gerne snakker om). Noget af det gift, som er blevet forbudt i Danmark og Vesten, sælger danske virksomheder stadig til ulandene, hvor landarbejderne så bliver syge.

I dag foregår den meste kødproduktion industrielt. På 80 % af den danske landbrugsjord dyrkes foder, som egner sig til industriel fodring. Der fældes også en masse jungle, hvor der også produceres foder, der egner sig til industriel fordring. Problemet er bare, at svin helst skal spise planter, og høns helst skal spise insekter. Men ved at give dyrene en masse penicillin og medicin – og slagte dem forholdsvis hurtigt, kan man holde produktionen i gang. Ganske vist dør mange af dyrene undervejs på grund af den ensidige kost. Men samlet set er det en god forretning. Og den industrielle kødproduktion er så også med til at holde mere liv i medicin industrien.

Det hører også med til forståelsen, at mennesker, der her i Danmark bliver syge på grund af gift og medicin, kun får langt mindre erstatning i forhold til andre lande.

Menneskets mave og tarm passer til at spise planter. Når man spiser kød, kommer der syre i blodet. Det ætser årerne indvendig, så der frigives små flager, der flyder rundt i blodet. De har let ved at danne blodpropper, og det er den hyppigste årsag til dødsfald i Danmark. De fleste dødsfald sker i hjemmet kort efter, at man har spist. Syren ætser også tænderne, så der kommer huller. Og det ætser musklerne, så de kommer gigt. Leddene bliver ætset, så de fleste over 50 år skal have kunstige hofter og/eller knæ. Syren giver en slags rus, der svarer til den rus, som narkomaner får. Fordi de grønsager og korn, som man kan købe i dag, er så dårlige, at man bliver energiforladt og syg, trænger man til kød, som udover en behagelig rus også giver et lag fedt rundt om hele kroppen, så man føler sig beskyttet. Det er dog vores erfaring, at mennesker, der er vant til dagligt at spise kød - men som i stedet får gode grønsager, korn og frugt med alle grundstoffer i - synes, at maden smager godt, og at de ikke længes efter kød. Selvfølgelig vil vi stadig skulle slagte nogle dyr – og det sandsynlige er, at vi ligesom mennesker i fattige ulande ind imellem vil spise en smule kød og andre animalske fødevarer.

For 10 år siden var der 25 %, der fik kræft. Nu er det 35 %. I 2025 bliver det 45 %, mener kræftlægerne. Og i 2030 bliver det sandsynligvis 50 %. Astma, allergi, sukkersyge og alle de andre livsstilssygdomme følger med i samme tempo. Forbruget af medicin og nervepiller er steget med over 1000 % i løbet af de sidste 10 år. For 5 år siden blev en gennemsnits-dansker indlagt på sygehus hvert andet år. Nu er det hvert år. Depressioner breder sig som en steppebrand.

For at ændre denne udvikling vil vi lave Grokraft Naturhøjskole. Det skal være et sted med 100 % biodiversitet og offentlig adgang med interessante oplevelser for familier, børnehaver, skoleklasser, alderdomshjem samt haveejere og landmænd. Her skal være en villahave, der demonstrerer selvforsyning til en familie. Her skal være marker, der demonstrerer selvforsyning til en forening, klub, organisation, fællesskab m.fl. Her skal være kurser, seminarer møder mm. Her skal man opleve det naturlige fællesskab mellem mennesker og landbrugsdyr.

Det første vigtige mål er at lave korn, grønsager og frugt, der indeholder alle grundstoffer. Vi vil bygge på de erfaringer, som avlere gjorde i 1970’erne, hvor man ikke blev syg, hvis man spiste sådanne fødevarer – og man blev rask, hvis man havde astma, allergi, sukkersyge og andre tilsvarende sygdomme. Dengang var der ingen erfaring med kræft. I dag er der ”historier” om, at sådanne fødevarer kan forhindre kræft. Det vil vi gerne undersøge.

Men først skal vi have købt en græsmark. Og så vil lave alt det arbejde, der skal til, for at livet i jorden bliver genskabt – og det vil tage 3-4 år. Det vigtigste er bakterier, biller og andre insekter. Men der er også brug for orme, padder, fugle og græssende dyr.

Vi vil dog allerede første år starte med sommerlejr på det sted, hvor der senere skal bygges huse.

www.grokraft.dk

Nationalparker versus Grokraft